top of page

Om mig

Camilla Kølbæk

Jeg har i en lang årrække arbejdet med kroppen. Først i 14 år som fysioterapeut, og senere har jeg bygget på med to yogauddannelser og en et-årig traumeorienteret breathwork uddannelse. Derudover har jeg erfaring fra min egen personlige udvikling. Jeg tror på, at vi selv skal gå vejen, for virkelig at kunne støtte andre. Det giver mig en meget større forståelse for hvad mine klienter går igennem. 

På min egen rejse er jeg gået fra at være hovedstyret til at få meget mere kontakt til kroppen og min indre vejviser. I mange år af mit liv har jeg haft svært ved at mærke kroppen og derved også mine følelser. Det var årsag til tankemylder og en masse spændinger i kroppen, fordi jeg ikke mærkede mine behov og grænser. Jeg havde stor erfaring med at arbejde fysisk med kroppen, men at følelser kan sætte sig som blokeringer i kroppen var nyt for mig. Her var min redning et stresskollpas tilbage i 2015. Det var en øjenåbner og tydelig besked om, at nu skulle jeg lave ændringer i mit liv. Siden har jeg arbejdet meget dybere med kroppen, og her er det især breathwork og yoga, der har haft den bedste effekt. Jeg har nu fået god kontakt til min krop og følelser, og har sluppet de spændinger, overbevisninger og handlemønstre som har været uhensigtsmæssige.

 

Mit liv har ændret sig fra at handle om overlevelse, til at jeg nu har en sund appetit på udvikling. Det har skabt en enorm frihed i mig. En frihed til at gå med mine inderste ønsker og det jeg brænder for. Mit fokus ned i kroppen har skabt en ro på tankerne og i hele mit nervesystem, hvilket er en kæmpe befrielse. 

Min passion er at støtte andre på deres unikke rejse, så de kan finde ind til mere ro og balance. Jeg hjælper andre til at lande mere i sig selv, og føle sig godt tilpas i kroppen. Derved kan de finde ind til mere styrke og livsglæde, og leve et mere autentisk liv.

Uddannelser

2005: bachelor i Fysioterapi​

2020: 200 timers yin yoga uddannelse hos Sattva Yoga

2022: 200 timers vinyasa, hatha, yin og restorativ yoga uddannelse hos Blooming Lotus Yoga

2024: et-årig traumeorienteret breathwork uddannelse hos Camille Namaste

Camilla Kølbæk
bottom of page